Sonny

Du kender nok allerede til Sonny fra de sociale medier, men den super populære kaffebar Sonny fortjener altså alligevel et indlæg fra min side. For jeg tror ikke folk kun kommer, fordi retterne og stedet er “insta-venligt” – men jeg tror de kommer igen og igen, fordi de har nogle vildt lækre ting på menuen og ikke mindst en super smagfuld kaffe. Hos Sonny serveres der morgenmad og frokost, og alle retterne tager udgangspunkt i det sunde køkken og er lavet fra bunden. Der er 7 retter, hvoraf fx. salaterne varieres fra dag til dag. Udover salat kan du finde Matcha Granola, Sonny Avocado (åben rugbrødssandwich) og morgenbolle på menukortet. Altså lækre, enkle, velsmagende retter. Du kan nyde maden med diverse varme drikke, og kaffen er lavet på bønner fra Koppi. Virkelig lækker og kraftig i smagen på en dejlig måde. Hvis du er mere til det kolde, kan du fx. også nyde en af deres hjemmelavede lemonader, en kombucha eller et glas vin eller øl som jo passer perfekt til din fyraften. På Sonny er der siddepladser, og hvis du er heldig, kan du få en af de få pladser ude foran caféen. Her kan du snildt bruge lang tid på at sidde og kigge på mennesker. Dog er det også rigtig hyggeligt og hjemligt indrettet indenfor, som nok er lidt mere attraktivt, når vi tænker på årstiden, vi går i møde.

Hvor?
Rådhusstræde 5, 1466 København K
Hvornår?
Man-fre: 7.30-18.00 og lør-søn: 9.00-17.00
Andet?
https://www.sonnycph.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *