Riomaggiore

Næste stop var Riomaggiore, som er en del af det smukke Cinque Terre. Cinque Terre består af 5 små billedskønne byer, som egentlig minder en del om hinanden: snoede gader, farvede bygninger og fine små butikker og restauranter med lokal vin og italiensk mad. Man kan sagtens nå at besøge alle byerne på én dag, som også er forbundet med tog. Det som vi gjorde, og som var en af de vildeste (og absolut hårdeste) oplevelser jeg har haft, var at gå fra by til by. Jeg gik “kun” fra Riomaggiore – Manarola, og fra Manarola – Corniglia, og det var helt vanvittigt hårdt og utrolig varmt. Men når jeg tænker tilbage på det, var det absolut det hele værd, og en af de smukkeste naturoplevelser jeg nogensinde har haft. Dog ville jeg nok anbefale at gå turen, når temperaturene er lidt lavere, og evt. starte fra den modsatte ende end vi gjorde, da ruterne derfra er lidt lettere, og vi startede ud med de aller hårdeste. Derudover vil jeg også anbefale, at man er i okay god form, og ikke hiver sin gamle mormor med derop, da det altså går stejlt op ad bakke i LANG tid, og underlaget til tider er ret ujævnt ;)) En lille info vedr. køreturen fra Rapallo til selve Riomaggiore er, at den til tider er rimelig heftigt, og du skal være forberedt på, at du kan risikere at komme ud på meget smalle bjergveje. Primært er vej-forholdene dog gode og sikre. Hvis du ikke er vild med at køre, kan du også vælge at bo udenfor selve Cinque Terre og tage toget ind og se de forskellige byer. Ihvertfald er alle byerne virkelig smukke (især vandreturen) og stedet bør du besøge, hvis du er i Italien, da du ikke finder noget lignende andre steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *