Radda In Chianti

Toscanas smukke natur Radda In Chianti plakater Gnocchi Vingård LavendlerFra Cinque Terre tog vi videre til en helt anden slags Italien, nemlig Toscana, og nærmere Chianti-området. Chianti er et kæmpe vinområde, hvor der ligger de smukkeste vingårde i det mest naturskønne omgivelser, så langt øjet rækker. Simpelthen det essentielle sted at være i fuldkommen ro, og nyde naturen og sin ferie – mange tager også herned på cykelferie, som området også egner sig til. Vi boede på en vingård i Radda In Chianti som hed Il Borgo di Vescine, og det var et helt vildt fortryllende og magisk sted. Den fineste gård med en helt vildt smuk udsigt. Gården har både pool, god morgenmad, lækker vin-smagning og nogle rigtig autentiske værelser, der passer perfekt til stedet og området. Der er absolut ikke en finger at sætte på det. Et tip er at besøge midtbyen i Radda in Chianti, som er lille bitte, og ligger på toppen af en bakketop. Aftensmaden fik vi på La Bottega di Giovannino og her kan jeg klart anbefale deres “Pici Cacio & Pepe” (hjemmelavet pasta med parmesan og sort peber), som var et af de bedste måltider jeg fik i Italien, samt deres Gnocchi som ses ovenstående. Byen har også en helt ekstremt god is hos Lo Sdrucciolo! Toscana er bare fantastisk!

Riomaggiore

Næste stop var Riomaggiore, som er en del af det smukke Cinque Terre. Cinque Terre består af 5 små billedskønne byer, som egentlig minder en del om hinanden: snoede gader, farvede bygninger og fine små butikker og restauranter med lokal vin og italiensk mad. Man kan sagtens nå at besøge alle byerne på én dag, som også er forbundet med tog. Det som vi gjorde, og som var en af de vildeste (og absolut hårdeste) oplevelser jeg har haft, var at gå fra by til by. Jeg gik “kun” fra Riomaggiore – Manarola, og fra Manarola – Corniglia, og det var helt vanvittigt hårdt og utrolig varmt. Men når jeg tænker tilbage på det, var det absolut det hele værd, og en af de smukkeste naturoplevelser jeg nogensinde har haft. Dog ville jeg nok anbefale at gå turen, når temperaturene er lidt lavere, og evt. starte fra den modsatte ende end vi gjorde, da ruterne derfra er lidt lettere, og vi startede ud med de aller hårdeste. Derudover vil jeg også anbefale, at man er i okay god form, og ikke hiver sin gamle mormor med derop, da det altså går stejlt op ad bakke i LANG tid, og underlaget til tider er ret ujævnt ;)) En lille info vedr. køreturen fra Rapallo til selve Riomaggiore er, at den til tider er rimelig heftigt, og du skal være forberedt på, at du kan risikere at komme ud på meget smalle bjergveje. Primært er vej-forholdene dog gode og sikre. Hvis du ikke er vild med at køre, kan du også vælge at bo udenfor selve Cinque Terre og tage toget ind og se de forskellige byer. Ihvertfald er alle byerne virkelig smukke (især vandreturen) og stedet bør du besøge, hvis du er i Italien, da du ikke finder noget lignende andre steder.

Rapallo

Rapallos strandpromenadeFrugt markedHav og bjergsiderRapallos byVi starter med den første by, vi boede i, hvor vi blot havde én enkelt overnatning. Rapallo indebærer rigtig mange af de tanker og forestillinger, man har med sig, når man tænker på Italien. Denne by er nemlig virkelig en lille idyllisk italiensk by, så det er det helt perfekte sted at have den første nat. Byen har en virkelig hyggelig strandpromenade, hvor der er dejligt med liv hele dagen – og især om aftenen, når solen er gået ned, og alle de gamle sætter sig ud og snakker (en virkelig hyggelig tradition i Italien). Rapallo har også en lille bymidte med caféer og restauranter og også nogle fine butikker. Langs vandet er der et hav af lækre bademuligheder, hvor man kan leje liggestole og nyde havet og den fine udsigt mod bjergsiderne. Den fedeste ting ved byen er, at der nærmest ingen turister er overhovedet, og de turister man ser, er primært italienere, der selv er rejst på ferie. Det skaber en helt speciel stemning, og man føler virkelig, at man oplever det autentiske Italien. Rapallo er altså byen for dig, som vil bo i en lille stille by, nyde solen og dase ved vandet i dagstimerne med italienerne selv.

Italien Roadtrip

Vi hopper igen et kort øjeblik væk fra Danmark, og siger nu kortvarigt ciao til skønne Italien.
I de næste ca. 8 indlæg vil jeg nemlig guide jer igennem 8 helt igennem fantastiske og meget forskellige, italienske byer. Det hele tager udgangspunkt i mit roadtrip gennem Italien i sommers. Du får altså et indblik i, hvor mange byer du faktisk kan nå at se på bare 14 dage med den rette research og planlægning, men du kan jo også bare blive inspireret til at tage en længere ferie i én af byerne. Sammensætningerne og mulighederne er jo uendelige. Ihvertfald vil jeg tippe og fortælle jer om netop de byer vi besøgte, og hvorfor jeg elskede dem. Nedenstående kan I komme i den rette italienske stemning, og ikke mindst se, hvordan vores rute var opbygget.

  • Milano (fly-ankomst)
  • Rapallo (1 nat)
  • Riomaggiore (1 nat)
  • Radda in Chienti (2 nætter)
  • Minori (2 nætter)
  • Tropea (2 nætter)
  • Trani (2 nætter)
  • Pescara (3 nætter)
  • Frascati (1 nat)
  • Rom (fly-afgang)

Roadtrip Guide til ItalienHjemmelavet pasta Cinque Terre set fra oven Italiensk Is Tranis smukke by