Du Pain et Des Idées
Croissanter skal du spise, når du er i Frankrig – og nogle af de aller bedste får du hos Du Pain et Des Idées i Paris. Du Pain et Des Idées overtog lokalerne fra et gammelt yndigt bageri med den fineste lyseblå facade, som stammer helt tilbage fra 1889. Allerede ude fra gaden kan du dufte alle lækkerierne, og inde i butikken ligger der alverdens skønne sager, ligemeget hvor du kigger hen. Udover smørbagte croissanter i forskellige varianter, kan du også få brød baseret på surdej. Christophe Vasseur er manden bag Du Pain et Des Idées, og han vægter traditionerne og kvaliteten bag bagværk meget højt. Dette er også en af grundene til, at du får den bedste klassiske croissant, uden for mange dikkedarer. Jeg kan helt sikkert også anbefale dig at prøve deres escargot chocolat-pistache. Vasseur blev endda kåret som den bedste bager i Paris tilbage i 2008 og med god grund. Et perfekt sted at få noget hurtig morgenmad!
Hvor?
34 rue Yves Toudic, 75010 Paris
Hvornår?
Man-fre: 6.45-20.00